Måske skal du gå i biffen onsdag 24. januar?

HELLERE FORRYKT END FORGÆVES”   –  Sikke en filmtitel – Ja men “Det ender Godt” ligesom titlen på Møllehave samtale-bogen af E. Bjergager også påstår.

Gå i Biografen i Tisvilde, hvis du vil frydes over den samtale Møllehave gør os til en del af, når vi sidder i mørket og ser filmen om et godt levet menneskeliv.

Interessant at en film om en 80 årig mand kan være så fængslende, kan ende så godt og holde biografen i ånde i små 90 min.

Det er en dokumentarfilm, hvor man spændt venter på “hvad finder han nu på at sige”, og “hvordan ser hans rynkede og finurlige ansigt ud lige nu”, medens han samtidigt gør os klogere på verdenslitteraturen eller Benny Andersen.

Forfatteren, præsten og foredragsholderen får stadigt folk til at more sig højlydt – man ler af ham og man ler med ham, når han overrasker os med litterære eller hverdagsagtige iltre påstande.

Året efter den alvorlige faldulykke, der svækkede hans mobilitet, er han på et Plejehjem i København, hvor han er mere end tilfreds med, at der er plads til at lave fest og ballade. Godt at det lykkedes film instruktør Peter Klitgaard, at optage alle de skønne scener året før faldet.

Johannes Møllehave blev 81 år  den 4.  januar, hvor filmen havde premiere.

Allerede den den 24. januar inviterer Gribskov Folkeuniversitet i et samarbejde med Tisvilde Bio til en filmaften med foredrag som indledning, og efterfølgende vil instruktøren Peter Klitgaard og filmproducer Mads Egmont Christensen besvare spørgsmål og udveksle kommentarer med de tilstedeværende.

Det er en særforestilling, der begynder  kl. 19.30 – billetpris 80 kr som kan bestilles på http://tisvildebio.dk/index.htm